Jeg købte hus af en dement…

Som advokat stifter man bekendtskab med mange sider af tilværelsen. Her følger en historie fra en retssag, som jeg havde for nogle år siden.

Baggrundhus

En ungkarl der havde boet hele sit liv på en landejendom i Midtjylland var nu kommet på plejehjem i en alder af nogen og 80 år. Han var aldrig blevet gift og havde ingen børn.

Han havde nogle nevøer og niecer, som han dog ikke så ret meget til, og så havde han haft en husbestyrerinde. Husbestyrerindens datter havde altid betragtet ungkarlen som sin far, og på samme vis havde hendes søn igen altid kaldt ham bedstefar.

I hans testamente stod der, at husbestyrerinden skulle arve alt ved hans død, og hvis hun var død, skulle én af hans niecer arve alt.

Som tingene nu går, så dør husbestyrerinden først, og efter at manden er kommet på plejehjem, så bliver der strikket en købsaftale sammen, hvorefter husbestyrerindens barnebarn køber landejendommen til en pris, som parterne aftaler. Der deltager hverken advokat eller ejendomsmægler i forbindelse med handlen.

”Barnebarnet” flytter derefter ind og renoverer ejendommen fra kælder til kvist.

Retssagen

Nogen tid senere dør ungkarlen, og niecen der arver, gør gældende, at ungkarlen var dement på tidspunktet, hvor købsaftalen blev underskrevet, og derfor slet ikke kunne indgå aftalen, og niecen kræver derfor, at handlen går tilbage.

Ejendommen bliver herefter vurderet af en uvildig ejendomsmægler, som kommer frem til at, ejendommen reelt burde have kostet yderligere 550.000 kr. Under retssagen forklarer en sygeplejerske fra plejehjemmet, hvilket også støttes af ungkarlens patientjournal, at ungkarlen var dement i en sådan grad, at han ikke altid vidste, hvad han gjorde. ”Barnebarnet” forklarede dog i retten, at han aldrig havde oplevet, at ungkarlen ikke vidste, hvad der foregik og ikke kendte til, hvad der stod i patientjournalen.

På baggrund af patientjournalen og sygeplejerskens forklaring kom retten frem til, at handlen som udgangspunkt skulle gå tilbage, men da ”barnebarnet” havde foretaget så mange forbedringer på huset, at det reelt ikke kunne tilbageleveres i samme stand, som det blev overtaget, så blev resultatet, at ”barnebarnet” skulle betale 500.000 kr. til arvingen.

Hvad sagen kan lære os

Og hvad kan vi så lære af denne sag, og hvordan kunne den være undgået?

For det første kunne sagen have været undgået, hvis man inden købet havde fået en uvildig ejendomsmægler til at vurdere ejendommen, så der ikke kunne gøres indsigelser mod prisen. Det vil dog ikke have forhindret arvingen i at gøre gældende, at ungkarlen slet ikke kunne indgå en aftale pga. demens, men arvingen ville næppe have gjort indsigelser, hvis prisen fra starten havde været rigtig.

For det andet, og for at undgå indsigelserne vedrørende demens, kunne man have fået en værge på, som kunne have handlet på ungkarlens vegne i forbindelse med handlen. Værgen kunne have sikret, at ungkarlens interesser blev ordentligt varetaget, herunder at pris og vilkår for handlen var forsvarlige.

Man kan ikke altid vide, om den person man vil indgå en aftale med er dement, men har man en mistanke om det, bør man være meget varsom, da en sådan aftale kan tilsidesættes, særligt hvis den kan anses for at være til ugunst for den demente.